
Det tog mig meget lang tid at finde ud af, hvad det betød at være spirituel, jeg havde ingen klar definition på det, når folk spurgte mig. Min familie tror det er, ”noget værre hokus pokus”, jeg har længe gået og troet, at det kun handlede om ånder, energier, engle, spøgelser og hvad har vi ellers i den dur.Men hvad vil det sige for mig at være spirituel, ”for mig”, det er lige præcis det, det hele handler om, altså hvad betyder det ”for dig” og ”for mig”. Jeg har fundet ud af, at jeg skal stoppe med at søge ude og vende blikket indad, det er inde i os selv vi finder svaret på alt.
Spirit betyder, åndelig. At være åndelig betyder for mig, at være ånd, at være i sin ånd, at være i kontakt med sig selv, at være bevidst, at være vågen, at mærke sig selv og søge ind og være åben. Jeg kan finde mange ord nu, for hvad det vil sige at være spirituel.
At være spirituel handler for mig om at spire, at blomstre. At have lyst til at spire, lære, reflektere og udvikle sig, at blive en bedre udgave af sig selv og være sig selv tro. Ligeledes anerkende sig selv og acceptere sig selv, forstå hvor man kommer fra og hvorfor ens reaktionsmønstre er som de er. At komme i kontakt med sin sjæl og højere selv, at stå i sit eget lys.
At være spirituel handler også for mig, om at være i kontakt med energierne, Moder jords, Universets, ærkeenglene, guiderne og opstegne mestre. Jeg mærker universets kærlighed, jeg mærker energierne og arbejder med energier når jeg healer. Jeg mærker og ved, at det hele hænger sammen, vi er alle fra den samme energi og forbundet med hinanden. Alt er levende, alt er energi, alt hænger sammen, vi kan fx ved hjælp af energi og tanker manifestere vores ønsker. dog er det vigtigt for mig at holde det hele nede på jorden.
Jeg kom lige til at tænke på at i 2011, da min spirituelle rejse for alvor startede, faldt jeg over en Buddha bog i Nepal, der handlede om enlightenment, ”åååårh det ville jeg også være”, tænkte jeg. Men hvad betød det egentlig at være enlighten? Oplyst, hvordan er man oplyst? Hvad ved man når man er oplyst? Kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når jeg tænker over det.
I dag når jeg tænker over det, handler det om, at være vågen, når jeg mener vågen, mener jeg, at være bevidst, bevidst om sig selv og sine omgivelser, men mest af alt bevidst om sit eget adfærd og mønstre.
At være spirituel er slet ikke så hokus pokus, det er ret simpelt og jordnært. Dog er det alligevel svært, at finde en enkel definition på, hvad det betyder, at være spirituel. Jeg vil nok sige, at være vågen og bevidst.